fredag 29. november 2013

Musikk i Amtmandens Døttre



«Endnu længe førend jeg kom ned til Sæteren hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjernt, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa bævende, fuld og klokkereen, saa jublende stærk og dog saa bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Aaser og fyldte den hver Vraa i de tause Skovdybder nedenunder. [...] Det var Sophie der sang [...] en Stump af en gammel Vise»


De fleste forbinder romanen Amtmanden Døttre av Camilla Collett med ulykkelig kjærlighet og kvinnesak, men da jeg tidligere i år arbeidet med kommentarer til en ny utgave av verket, oppdaget jeg at romanen også inneholder en god del musikalske innslag.

Sitatet over er fra scenen der de to hovedpersonene Cold og Sophie nærmer seg hverandre for første gang og det er musikken, nærmere bestemt Sophies sang, som er den utløsende kraft. I denne scenen oppgis det ikke nøyaktig hva det er hun synger, men andre steder i romanen er det referanser til bestemte viser.

I Sophies dagboksnotater er for eksempel barnesangen «Ro, ro til fiskeskjær» sitert. Et annet sted beskrives Cold mens han «ubevidst nynnede en Melodie af Jægerbruden, han havde hørt Sophie synge» - sannsynligvis en sang fra operaen Der Freischütz (på norsk kalt Jegerbruden) fra 1821 av Carl Maria von Weber (1786-1826). I romanen finnes også henvisninger til tyske viser, bl.a til balladen «Ritter Toggenburg» (1797) av Friedrich von Schiller (1759-1805).

Om Sophies søster Louise fortelles det at hun i oppveksten stadig måtte fremføre de to eneste visene hun gjennom halvannet år med sangtimer hadde lært seg, nemlig «Skjønne Minka» og «Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne». Sistnevnte er bedre kjent som den danske skillingsvisen «Tåren» (bl.a. trykket i Alf Prøysen (red.): Skillingsviser, Oslo 1975). De to første versene går slik (her sitert etter trykk i Morgenbladet, nr. 219, 6/8 1820):

Hvorfra kommer du, o lille Stjerne,
Som opstiger paa mit Øies Blaa?
Er dit Hjem det ubekjendte Fjerne,
Eller kommer du fra Hjertets Vraa?

Ikke seer jeg dig, naar du oprinder
Ved mit sørgende, mit stille Sind,
Kun jeg føler dig, naar du forsvinder
Og mig kysser paa min blege Kind.

«Skjønne Minka» var det litt vanskeligere å spore opp, men ved hjelp av Visekatalogen vår fant jeg ut at det er en russisk folkevise (fire av versene finnes i en håndskrevet visebok her i arkivet).



Musikken, og da særlig Sophies sang, ledsager handlingen i romanen - og sinnstemningene som skildres:

«han [saa] Sophie sidde foran Pianoet. Hendes Øine luede, de syntes større og mørkere end sædvanlig. Hun havde nok sunget sin Smerte vaagen. Hun sang som en Kvinde blot tør synge, naar hun er alene. Hun sang som om Hjertet vilde briste. Nu hørte han ogsaa Ordene, men disse længselsaandende Ord vare ikke skikkede til at dæmpe hans Uro. Idet hun sang:

Min Tanke jeg Dig sendte
Jeg sendte Dig mit Blik,

løftede hun tilfældig Øiet op mod den Kant, hvor han stod; han bævede. O, hvorfor kan jeg ikke styrte hen til hende! . . . . . Hvad holder mig tilbage? Et Ord, et eneste lille Ord; men i dette skjules en Vished, jeg ikke kan bære . . . . . O, Sophie! Ræk mig din Haand over denne Afgrund . . . . . Giv mig et Tegn!

Han gjorde en Bevægelse fremad, vendte sig pludselig bort og ilede ned mellem det Dunkleste af Haven . . . Men Sophies Stemme lød endnu som en smertelig Kalden efter ham:

Ak hvor mit Hjerte brændte
at intet Svar det fik.»

Sangen hun synger er, passende nok, «Længsel» (tekst: Christian Winther (1796-1876), melodi: Halfdan Kjerulf (1815-1868)).


Ellen

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar